4 Konstruktions- og materialefejl
525/2019

4 Konstruktions- og materialefejl

Den sidste sammenlignelige bestemmelse, som inddrages i denne artikel, omhandler konstruktions- og materialefejl.

Bestemmelsen, der regulerer disse fejl, følger af Planens § 12-4, hvor det fremgår, at

”Er skaden en følge af konstruktionsfejl eller materialefejl, svarer assurandøren ikke for omkostningerne ved at forny eller reparere den eller de dele af skroget, maskineriet eller udstyret, som ikke var i forsvarlig stand, medmindre pågældende del eller dele var godkendt af klassifikationsselskabet.” (1)Nordisk Søforsikringsplan § 12-4 (http://www.nordicplan.org/The-Plan/Part-Two/Chapter-12/#Clause-12-4)

Den sammenlignelige bestemmelse fra Dansk søforsikrings-konvention findes i § 120. Af denne bestemmelse fremgår, at

”Skyldes et havari konstruktions – eller materialefejl, erstatter assurandøren ikke skade på den del af skibet, der er behæftet med den pågældende fejl.” (2)Tybjerg, Dansk søforsikrings-konvention, 1935, s. 110

Udgangspunktet for den sidstnævnte bestemmelse er, at assurandøren ikke skal erstatte nogen skade på den del af skibet, der er behæftet med konstruktions- eller materialefejl.

Rettes blikket derimod mod bestemmelsen i Planen, fremgår det, at assurandøren i enkelte tilfælde kan komme til at erstatte skade på de dele af skroget, der har konstruktions- eller materialefejl, hvis det er godkendt af klassifikationsselskabet.

Planen indeholder dermed for så vidt angår konstruktions- og materialefejl en mere omfattende dækning end bestemmelsen i Dansk søforsikrings-konvention.