2 Samvirkende skadeårsager
Planen indeholder standardbestemmelser, der vedrører samvirkende skadeårsager.
Den første bestemmelse findes i Planen i § 2-13, hvor fremgår, at
”Hvis tabet er forårsaget ved en kombination af flere forskellige farer, og en eller flere af disse farer ikke omfattes af forsikringen, fordeles tabet forholdsmæssigt over de enkelte farer, efter den indflydelse hver af disse må formodes at have øvet på dets opståen og omfang, og assurandøren svarer kun for den del af tabet, der bliver henført til de farer, forsikringen omfatter.” (1)Nordisk Søforsikringsplan § 2-13 (http://www.nordicplan.org/The-Plan/Part-One/Chapter-2/Section-21/#-2-13-Combination-of-perils)
Ovenstående bestemmelse angiver, at hvis en fare, der er undtaget fra dækning i § 2-8, litra e, og § 2-9, stk. 2, litra b, direkte eller indirekte har forårsaget eller medvirket til et tab, skal hele tabet henføres til denne fare. Bestemmelsen bevirker dermed, at hvor der er mere end to farer, fordeles tabet forholdsmæssigt i forhold til de enkelte farers indflydelse.
En tilsvarende bestemmelse findes ikke i Dansk søforsikrings-konvention, hvor spørgsmålet om samvirkende skadeårsager vil blive vurderet i henhold til dansk forsikringsrets almindelige regler. De generelle regler i dansk forsikringsret vedrørende samvirkende skadeårsager bestemmer, at den dominerende årsag – hovedårsagen – skal bære tabet. Denne fremgangsmåde kaldes i dansk ret for hovedårsagslæren.(2)Jønsson, Dansk Forsikringsret, 9. udgave, 2012, s. 275
Hovedårsagslæren er udviklet i praksis og handler om almindelig sandsynlighedsovervægt. Når der sker en skade med flere end to årsager, udpeges den væsentligste årsag, og denne anses for hovedårsagen.(3)Jønsson, Dansk Forsikringsret, 9. udgave, 2012, s. 275
Den næste bestemmelse fra Planen, som er relevant at inddrage ved sammenligningen, er bestemmelsen i § 2-14. Af denne fremgår det, at
”Hvis tabet er forårsaget ved en kombination af fare på søen, jf. § 2-8, og krigsfare, jf. § 2-9, skal hele tabet anses for forårsaget af den faregruppe, som har været den dominerende årsag. Hvis ingen af faregrupperne fremtræder som dominerende årsag, skal begge faregrupper anses for at have øvet lige stor indflydelse på tabets opståen og omfang.” (4)Nordisk Søforsikringsplan § 2-14 (http://www.nordicplan.org/The-Plan/Part-One/Chapter-2/Section-21/#-2-14-Combination-of-marine-and-war-perils)
Bestemmelsen i § 2-14 medfører i store træk, at tabet ved samvirken mellem sø- og krigsfare skal anses for forårsaget af den faregruppe, som har været den dominerende årsag, dvs. en form for hovedårsagslære. Hvis der ikke kan udpeges nogen faregruppe, som har været mere dominerende end andre, må der foretages en ligedeling mellem årsagerne.
For så vidt angår denne bestemmelse, findes der heller ikke nogen tilsvarende bestemmelse i Dansk søforsikrings-konvention, som også i tilfælde af konkurrence mellem søfare og krigsfare vil anvende hovedårsagslæren.(5)Middelboe, Danmarks Rederiforenings sammenligning, 2012, s. 9
På denne baggrund kan det sammenfattende konstateres, at tabet efter bestemmelserne i Planen som hovedregel fordeles efter de enkelte farers indflydelse, mens tabet i dansk ret placeres ved den dominerende årsag.
Der er således en reel forskel mellem Planen og konventionen, for så vidt angår samvirkende skadeårsager. For danske forsikringer som tegnes med henvisning til Planen, kan dette medføre en risiko for, at der i forhold til tidligere vil skulle foretages en vanskelig procentmæssig fordeling, som ikke var nødvendig ved anvendelse af hovedårsagslæren.