Konventionerne
525/2019

Konventionerne

Igen har vi en perlerække, og jeg kommenterer ikke om det er CMI, IMO eller UNCITRAL konventioner eller et samarbejde:

Visby-protokollen til Haag-reglerne i 1968, der dels forhøjede kollobegrænsningsbeløbet; dels introducerede kilobegrænsningsbeløbet samt valgfriheden og containerreglen. Himalaya reglen kom også ind her.

CLC-konventionen i 1969, der fastsatte et objektivt ansvar for olieforureningsansvaret, kanaliserede det, og som den første konvention indførte krav om finansiel sikkerhed.

Indgrebskonventionen fra 1969, der passer til CLC-konventionen.

Konventionen om skibsmåling fra 1969, der fastlægger måleenheder.

Konventionen om ansvar for transport af nukleart materiale.

Fondskonventionen fra 1971 (med protokol), som indgår i olieforureningsbuketten.

ColReg-konventionen i 1972, der fastsætter færdselsregler til søs.

MARPOL-konventionen om havmiljø 1973.

SOLAS-konventionen 1974 om søsikkerhed.

Code of conduct for linje conferences-konventionen 1974.

Athen-konventionen fra 1974 om passagerrettigheder.

London-konventionen om begrænsning af søretlige krav fra 1976.

INMARSAT-konventionen fra 1976 om kommunikationssatellitter.

1976-protokollen til CLC-konventionen.

SAR-konventionen fra 1979 om redning af menneskeliv til søs.

1979-SDR-protokollen til Haag-Visby-reglerne.

1979-protokollen til den gamle 1957-konvention om ansvarsbegrænsning.

Hamburg-reglerne fra 1978.

Kombinerede transporter/multimodal-konventionen 1980.

UNCLOS fra 1982.

Konventionen om skibsregistrering fra 1986, som er mest kendt fra genuine link-kravet.

Bjærgningskonventionen fra 1989, som afløste 1910-konventionen.

Et par af disse fandt aldrig bred udbredelse – særligt Hamburg-reglerne og multimodal-konventionen – men har inspireret til andre regler.

Afslutningsvis nævner jeg, at jeg under arbejdet med dette causeri har mailet lidt med Patrick Griggs. Mange kender Patrick Griggs som mangeårig senior partner hos Ince & Co og som præsident for CMI. Han er stadig meget aktiv, og jeg skulle hilse og sige, at de skandinaviske søretsjurister har spillet en meget stor rolle for CMIs arbejde og for mange af de søretlige konventioner. Denne hilsen er ikke afgrænset til nogen bestemt periode dog.