Dommene
Domme og voldgiftsafgørelser har altid haft en fremtrædende plads i søretten, og sådan vil det forhåbentlig blive ved med at være. I perioden 1968–1989 blev der afsagt mange domme; naturligvis. Jeg har ikke talt op, hvor mange domme NDS indeholder for denne periode, men bindene fylder ca. 50 cm i vores bibliotek. Der er i den sammenhæng en stor tilfredsstillelse ved at tale om hyldemeter fremfor mega byte.
Det er domme fra hele Norden i samlingen, dengang var der ovenikøbet de facto special domstole nemlig Göteborgs Tingsrätt og Sø -og Handelsretten. Göteborgs Tingsrätt har, så vidt jeg har forstået, ikke samme sagsportefølje i dag, og jeg ved ikke, om rettens status var forankret i den svenske lovgivning. I Danmark er mængden af såkaldte ”søsager” i Sø -og Handelsretten faldet meget, og ved domstolsreformen i 2006 var retten meget tæt på at skifte navn. Domstolen rangerer ikke længere på landsretsniveau, så anke sker til Østre Landsret i al væsentlighed og ikke til Højesteret, som i gamle dage. Heldigvis har domstolen stadig monopol på at behandle visse søretlige spørgsmål; nemlig spørgsmål om begrænsningsfonde. Sø -og Handelsretten udmærker sig desuden stadig ved at blive sat med en juridisk og to sagkyndige dommere. Disse dommere udpeges fortsat af industrien, og jeg har ladet mig fortælle, at det også i dag regnes for at være en prestigesag at være sagkyndig dommer ved denne domstol.
Nordisk Institutt for Sjørett arrangerede tidligere også dommerseminarer for dommerne i Norden hvert andet år, men denne aktivitet varede ”kun” fra 1977 til 2005. Jeg deltog selv en enkelt gang i Helsingfors i 1999. Det var seminarer på et højt fagligt og socialt niveau.
Efter denne indledning kommer vi omsider til dommene. Der er mange at vælge imellem, men tiden tillader kun, at jeg udvælger nogle få. De er udvalgt helt subjektivt, og jeg hævder ikke, at det er de vigtigste eller de smukkeste domme, men flere af dem er de rigtigste domme. Desuden er jeg glad for dem.
Den første er NDS 1968.279 TWEELINGEN. Den angik opankring i et kabelfelt, og rederiet blev holdt ansvarlig over for staten, selvom skaderne skyldtes statslodsens fejl. Dommen er valgt, fordi det er den første fra guldalderen i den danske søretsbog. Den udmærker sig også ved at indgå i den serie af sager, som omhandler erstatningsansvar i en situation, hvor der er fejl på statens side med hensyn til dens udøvelse af myndighedsopgaver. Man kan trække en lige linje frem til den norske ROCKNES sag, som vist er den seneste i denne familie af sager, hvor det offentlige har spillet en rolle.
I familien indgår THESIS sagen (NDS 1983.1), hvor den svenske højesteret i en 4-3 afgørelse frifandt et rederi for et olieforureningsansvar, som skyldtes, at skibet var sejlet på en grund, der var kendt, men ikke afmærket i søkortet eller synliggjort på anden måde såsom med et sømærke. Præmisserne indeholder nogle vanvittigt interessante forfatningsretlige overvejelser om betydningen af, at parlamentet tildeler ressourcer til statsapparatet. Tankegangen er, at derved er der sket en politisk prioritering af landets midler.
NDS 1971.36 angår skibet MARNA HEPSØ. Dommen var på grund af skibsnavnet en personlig favorit, da advokat Thomas Bjørn Larsen (nu direktør for Skuld Hamburg) og jeg underviste i søret på Københavns Universitet. Den er dog også ret central, fordi den behandler spørgsmålet om, hvorvidt man kan statuere objektivt ansvar for skjulte mangler i et skibs maskine, som var årsag til en kollision. Det mente den norske Høyesterett ikke, fordi sølovens §221 og kollisionskonventionen opererer med et uagtsomhedsansvar.
To centrale domme omhandler de særlige ansvarsfrihedsgrunde i Haag-Visbyreglerne nemlig NDS 1975.85 SUNNY LADY vedrørende fejl i behandlingen af skibet og NDS 1976.364 HØGH HERON om brandundtagelsen.
NDS 1987.160 NY DOLØY Begrænsningsbeløbet baseret på en enkelt hændelse, selvom der var tale om et tidsmæssigt forløb, hvor der skete flere skader.
NDS 1971.199 ESBERN SNARRE Begrænsningsbeløbet baseret på to hændelser, selvom de to skader var tæt forbundne tidsmæssigt.
ND 1973.343 TRYGG alkejagt fra broen af en kanonbåd. Rederansvar trods den abnorme karakter af den uagtsomme handling fra flådeofficerens side.
ND 1983.309 ARICA Off hire. Brutto- eller nettotidstabsberegning afhang af, om norsk eller engelsk ret blev lagt til grund. Sagen afgjort efter engelsk ret med støtte i norsk rets fortolkningsprincipper.
ND 1988.288 LINVIK. Den berømte salomoniske voldgiftsafgørelse om FIOS.
ND 1989.85 Havnens erstatningsansvar er et culpaansvar.
Den sidste dom i NDS-årgang 1989 er ND1989.480. Det er en forholdsvis banal sag fra Oslo byret om erstatning efter Norsk Transportforsikringsplan 1967. Der var tale om skade på noget dykkerudstyr, som var blevet opgraderet, men forsikringsselskabet var ikke blevet orienteret herom. Præmie og forsikringssum var derfor uændret, hvilket var tydeligt for forsikringstageren. Selskabet blev ikke overraskende frifundet. Det samme blev det leasingselskab, som forsikringstageren havde overtaget udstyret fra, men som efter ophør ikke havde pligt til at vedligeholde forsikringerne.
Den sidste dom i søretsbogen fra guldalderen er til gengæld NDS 1989.442 SØRVÆR, som meget passende er en bjærgningssag fra Arktis. Der var tale om, at skibet fik sin skrue viklet ind i dets fiskegarn i et vanskeligt isområde ved Svalbard. Skibet var derved stedt i fare.