Indledning
Som afslutning på søretsmødet har jeg fået lov til at holde et lille causeri med overskriften ”Sørettens guldalder”. Jeg blev inspireret af professor Erling Selvigs foredrag på jubilæumsseminaret for Nordiske Domme i Sjøfartsanliggender den 1. april i år, fordi det da blev pointeret, at domsamlingen afspejlede den udvikling som søfarts- og offshore-erhvervet har undergået bl.a. med hensyn til aktiviteter og organisering. Det slog mig, at det kunne være interessant at causere over disse forandringer fra et søretligt perspektiv.
Man taler om, at visse fænomener oplever en guldalder.
Den såkaldte danske guldalder er betegnelsen på en periode i dansk kulturliv fra ca. 1800 til ca. 1850.
Som kuriosum nævner jeg, at også pirateri har haft en guldalder; nemlig i perioden fra ca. 1650 til 1720, hvor tusindvis af sørøvere var aktive i Caribien. Dengang huserede Henry Morgan, Jack Rackham og Edward Teach (også kaldet ”Black Beard”). De er forlæg for romaner, som bl.a. ”Skatteøen”, og eventyrfilm som ”Pirates of the Caribbean” samt serier som ”Black Sails”.
Jeg skal også huske at nævne, at det i jubilæumsbogen om Nordisk Institutt for Sjørett, ”Tradisjonsbærer med endringsvilje” anføres, at befragtningsretten oplevede en forskningsmæssig guldalder fra instituttets start i 1963 til midt i 1970’erne. Men jeg vil tale om søretten som sådan.
For at vende tilbage til vores del af verden og den danske guldalder, så kan man hævde, at der i begyndelsen af 1820’erne fandtes en egentlig københavnsk kunstskole, der gjorde København til et kunstcentrum på lige fod med München, Dresden, Berlin og andre storbyer i Europa. Det var kunstmalerne C.W. Eckersberg og J.L. Lund, der lagde fundamentet til københavnerskolen gennem deres undervisning af kunstnere som Christen Købke, J.Th. Lundbye, Wilhelm Bendz og Constantin Hansen.
Den danske kultur blomstrede inden for forskning, litteratur, billedkunst og musik i perioden: fysikeren H.C. Ørsted, digterne Adam Oehlenschläger, N.F.S. Grundtvig og B.S. Ingemann, forfatterne H.C. Andersen og Søren Kierkegaard, maleren C.W. Eckersberg, billedhuggeren Bertel Thorvaldsen og komponisterne C.E.F. Weyse og J.P.E. Hartmann.
To begivenheder nævnes som begyndelsen på guldalderen: Filosoffen Heinrich Steffens’ hjemkomst efter sin dannelsesrejse og hans foredrag om turen og Guldhornstyveriet.
Guldalderen sluttede omkring 1850, da flere af kunstnerne døde eller holdt op med at udøve deres kunst. Andre vigtige begivenheder var Treårskrigen, enevældens ophør, vedtagelsen af Grundloven i 1849, koleraudbruddet i København i 1853 og ”voldenes fald”, det vil sige, at København nu kunne udvide sig uden for den indre by.
Med denne danske kulturelle guldalder som skabelon vil jeg give mit bud på, hvad vi kan betegne som sørettens guldalder, og hvorfor jeg vil pege på netop denne æra.
Risikoen ved at kaste sig ud i sådan et projekt er selvsagt, at postulatet let bliver forstået sådan, at alt det, der gik forud, henligger i fortidens mørke, og at det, der kom senere, ikke rigtig er lige så værdifuldt. Jeg skynder mig derfor at sige, at sådan ser jeg ikke på det, og ligesom der både før og efter H. C. Andersen har været vigtige forfattere, er der højdepunkter på sørettens område, der tidsmæssigt ligger uden for den periode, som jeg har valgt. Desuden ligger der givetvis spændende ting og venter på at indtræffe. Dette vender jeg tilbage til.
Min skabelon indebærer, at der skal defineres en begyndelse og et afslutningstidspunkt på epoken. Skabelonen indebærer også, at vi skal se på de markante begivenheder, der skete, og varige fingeraftryk, som blev sat. Det er uomgængeligt at tale om de personer, som optrådte i perioden og var med til at præge den.